Advocacy
Bæredygtighed og sikkerhed lader sig ikke definere af landegrænser. Derfor har vi brug for et stærkere FN – og for at Danmark lever op til de internationale aftaler og konventioner. Det gør fortalerarbejdet til den anden grundsten i vores arbejde.
Gennem direkte møder, deltagelse i debatter, netværk, høringssvar og rapporter og meget mere søger vi at præge lokal- og landspolitikere til at efterleve de internationale aftaler og konventioner og ikke mindst at fastholde den multilaterale bistand til FN’s arbejde. Det sker overvejende igennem
- FN-forbundets Venner
- Vores Folketingsgruppe
- Høringssvar, udtalelser & rapporter
- Engagerede frivillige kræfter i vores politiske udvalg og vores lokale kredse & netværk
Blandt de emner, vi har beskæftiget os med i overensstemmelse med vores Strategi og Handlingsplan, er
- Den danske bistand til FN og FN’s arbejde. Danmark har en stolt historie inden for humanitært engagement og udvikling, men kigger man til tallene alene, viser de et fald i fordelingen til det multilaterale område fra 41% i 2004 til 30% i 2017. Ser man på den multilaterale bistand til FN, så ser det endnu værre ud: fra 19% i 2004 til 10% i 2017.
- Danmarks bidrag og deltagelse i FN’s civile og militære fredsoperationer. Se f.eks. vores idépapir op til forsvarsforliget 2018 eller vores udgivelse om Responsibility to Protect.
- Implementeringen af Verdensmålene i Danmark. På lokalt niveau tog FN-forbundet København i 2018 sammen med 16 andre lokale civilsamfundsorganisationer initiativ til Skyggerapporten om Københavns Kommunes implementering af FN’s Verdensmål. I Aalborg Kommune var FN-forbundet Nordjylland stærkt engagerede i oprettelsen Aalborg Kommunes Bæredygtighedsråd, hvor de i dag besidder næstformandsposten.