UN Photomanuel Elías
11. juni 2025

Ny formand for FN’s Generalforsamling: Baerbock skal samle verden i krisetid

Tysklands tidligere udenrigsminister skal lede verdens mest repræsentative forsamling i en tid med globale kriser og behov for reform.

 

Den 2. juni 2025 blev Annalena Baerbock, tidligere tysk udenrigsminister, valgt som formand for FN’s 80. Generalforsamling. Hun modtog 167 stemmer i en hemmelig afstemning blandt FN’s medlemslande, mens 14 lande undlod at stemme. Med valget bliver Baerbock den første kvinde fra den vesteuropæiske og andre stater-gruppe (WEOG) og blot den femte kvinde i FN’s historie til at beklæde posten.

Valget af Baerbock kommer på et afgørende tidspunkt for det multilaterale samarbejde. Generalforsamlingen har fået en styrket rolle i en periode, hvor Sikkerhedsrådet ofte er handlingslammet, særligt i forhold til krigene i Gaza og Ukraine. Som formand for Generalforsamlingen får Baerbock ansvar for at lede arbejdet i den mest inkluderende del af FN-systemet, hvor alle medlemslande har én stemme og lige repræsentation.

 

Et formandskab med fokus på inklusion og reform

Under overskriften “Better Together” vil Annalena Baerbock arbejde for at fremme dialog, styrke tillid og skabe resultater gennem samarbejde mellem medlemsstaterne. I sin tiltrædelsestale fremhævede hun tre prioriteter:

  1. En mere effektiv og handlekraftig FN-organisation, med udgangspunkt i de reformforslag, der diskuteres under UN80-initiativet. Baerbock understregede behovet for at gøre FN ”fit for purpose” og ikke blot fokusere på nedskæringer, men på at skabe en organisation, der kan levere på fred, udvikling og retfærdighed.

  2. Fremskridt i implementeringen af 2030-dagsordenen og verdensmålene. Kun én ud af fem delmål er på nuværende tidspunkt på rette spor, og Baerbock understregede, at bæredygtig udvikling og fred er uadskillelige.

  3. En mere inkluderende Generalforsamling, hvor alle medlemsstater bliver hørt, og hvor samarbejdet med civilsamfund og unge styrkes. Hun pegede også på behovet for at engagere nye aktører, fremme kønsligestilling og sikre gennemsigtighed i den forestående udvælgelse af FN’s næste generalsekretær.

 

Danmark og det vestlige gruppes formandskab

General­forsamlingens formandskab roterer mellem FN’s fem regionale grupper. I år var det gruppen for Vesteuropa og andre stater, som blandt andet tæller Danmark, Tyskland, Norge og Canada, der havde retten til at stille med en kandidat. Baerbocks opstilling blev bredt bakket op og udtrykker en ambition fra regionen om at fremme reform og rettighedsbaseret samarbejde i FN.

Danmark har tidligere bakket op om reformer, der styrker Generalforsamlingen og bredden i civilsamfundets inddragelse i FN's arbejde. Valget af Baerbock ses derfor også som en mulighed for at fremme værdier, der står stærkt i dansk udenrigspolitik: multilateral forankring, folkelig deltagelse og en rettighedsbaseret tilgang til udvikling og sikkerhed.

 

UN80 og FN’s fremtid

Baerbocks formandskab falder sammen med FN’s 80-års jubilæum og arbejdet med UN80-initiativet, som har til formål at gentænke, hvordan FN bedst kan løse fremtidens udfordringer. Baerbock understregede i sin tale, at FN står over for pres både politisk og økonomisk, men at organisationens eksistens og formål er mere nødvendige end nogensinde før.

Med trusler fra krige, klimakatastrofer, ulighed og misinformation, bliver FN’s evne til at samle medlemslandene om fælles løsninger sat på prøve. Baerbocks udmelding er klar: FN skal reformeres – ikke afvikles – og det skal ske i fællesskab.

 

Billede: UN Photo/Manuel Elías