Dagbog fra Nairobi – 17.10.2025

Af Kurt Nielsen

Vi kørte mod nord til den anglikanske kirke i Kenol, hvor vi skulle høre om det spændende arbejde, som Mwangaza Light Project laver i samarbejde med kirken.

Ideen er at omstille til clean cooking. I dag laves der stadig mad over bål med kul og brænde – en praksis, der både er sundhedsskadelig og meget tidskrævende. Det anslås, at omkring 23.000 kvinder hvert år dør på grund af den røg, de indånder. Det er faktisk farligere end cigaretrygning.

Vi så også det nye solcelledrevne køkken, som har erstattet det gamle kulfyrede. Det var imponerende at se. Teknologien er udviklet af et firma i Herning – men desværre er det stadig alt for dyrt.

Vi fik en dejlig frokost, tilberedt i det nye køkken.

Senere besøgte vi et hjem, hvor familien havde fået en elektrisk koger. Den sparer dem meget tid og gør madlavningen langt sundere. Næste skridt kunne blive en bagemaskine – de havde nemlig en lille butik, hvor de solgte kager.

Der var et livligt leben i gården med høns, ænder, gæs, kalkuner og grise. Hundene gøede ad os – de mærkede nok, at vi var fremmede FN-gæster på besøg.

Den anglikanske kirke spiller en vigtig rolle i omstillingen til clean cooking. Provsten deltog i mødet og talte varmt om den grønne omstilling sammen med Catrine fra Mwangaza Light. Kirken har stor indflydelse i Kenya – når præsten prædiker clean cooking, så lytter menigheden.

Catrine gør et imponerende arbejde. Hun har boet mange år i Østafrika – først i Uganda og nu i Kenya – og hun kender landet indgående og ved, hvad der skal til for at få ting til at ske.

Det hele handler i høj grad om finansiering. Og tiderne er svære. Bare vi dog kunne hjælpe lidt fra FN-forbundet – det er ofte små initiativer, der gør en stor forskel. Tænk, hvis alle i Kenya kunne få en elkoger til madlavning. Kvinderne ville spare enorme mængder tid – og ikke mindst: deres lunger ville blive reddet.

Senere kørte vi langt ud på landet. Til sidst måtte vores minibus give op, og vi gik det sidste stykke til fods, hvor en venlig familie tog imod os. De havde fået et solcelleanlæg, og nu havde de både lys og fjernsyn. Før brugte de parafinlamper – også med farlig røg.

Konen lavede stadig mad over bål – tidskrævende og usundt – men nu var de på vej mod en ny og bedre hverdag. Familien var dybt taknemmelig og ville give Catrine en hane som bevis på deres taknemmelighed. Med stort besvær blev den fanget, og vi skiftedes til at bære den – benene bundet sammen.

Det var vores sidste aften i Kenya, og den blev fejret med grillmad og afrikansk dans. Kokken og ejeren af vores hus førte an, og vi andre dansede med efter bedste evne.

Afrikansk dans kunne faktisk være en idé til vores næste generalforsamling – det giver både ilt, rytme og kreativitet til hjernetunge kroppe.