Kvinde Afrika Pixabay Jump1987
26. august 2024

Regeringen styrker Danmarks engagement i Afrika med ny strategi og flere ambassader

Foto: Pixabay/ Jump1987

’Et af dette århundredes vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål bliver, om de afrikanske lande vil orientere sig mod øst eller vest. Vi har naturligvis en klar interesse i, at de kigger mod Europa. VI kan tilbyde et attraktivt alternativ til den stigende russiske og asiatiske indflydelse i Afrika, og det gør vi ved at investere mere i kontinentet og handle mere med afrikanske virksomheder, dyrke den gensidige forståelse og arbejde for, at flere unge afrikanere kan komme på studieophold i Danmark. ’

Sådan lød det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der netop har lanceret regeringens nye Afrikastrategi. Det gjorde han sammen med minister for udviklingsarbejde, Dan Jørgensen (S).

Afrikas geopolitiske relevans har aldrig været større og både befolkningerne og økonomerne vokser. I 2050 forventes hvert fjerde menneske i verden af bo i Afrika, og hver tredje af verdens unge vil være afrikaner.

Som en del af den nye strategi åbner Danmark ambassader i Senegal, Tunesien og Rwanda. Derudover vil regeringen tilføre ressourcer til ambassaderne i Egypten, Kenya, Sydafrika, Nigeria og Ghana, mens ambassaderne i Burkina Faso og Mali vil blive lukket. Dette sker som en konsekvens af en række militærkup, der har gjort det meget vanskeligt at arbejde i Sahelregionen. Frem til 2026 skal der udsendes yderligere ti danske diplomater til afrikanske lande. Der sker altså samlet set en betydelig styrkelse af Danmarks tilstedeværelse i Afrika.

Regeringen lægger også op til at afsætte mere end 1 milliard kroner til indsatser, der skal forebygge irregulær immigration. Dette skal ske i perioden 2024 – 2029. Pengene skal blandt andet gå til at håndtere blandede migrationsstrømme, styrke grænseforvaltning langs migrationsruterne, bekæmpe smugling af migranter, opbygge asylsystemer og støtte frivillig tilbagevenden.

I strategien vil Danmark også skrue op for handlen med og investering i afrikanske lande, give mere i EU-støtte og øge støtten til klimatilpasning. Konkret vil regeringen støtte bilaterale vandindsatser.

Læs hele strategien her.

Og her kan du læse udenrigsministeriets pressemeddelelse.