FN's Internationale Fredsdag: I dag hylder vi idealer om fred
Foto: UN Photo
Torsdag d. 21. september markeres FN’s årlige Fredsdag, en dag dedikeret til at fremhæve og styrke idealerne om fred – et budskab, der er vigtigt hele året rundt. Fredsdagen blev etableret i 1981 af FN’s Generalforsamling ved en enstemmig FN-resolution. Dagen opfordrer alle mennesker til at forpligte sig til at skabe fred i verden ved at samarbejde og løse globale udfordringer.
På Fredsdagen er der tradition for at FN’s Generalsekretær, António Guterres, opfordrer krigsførende parter til at lægge deres våben ned i minimum 24 timer, for at markere dagen.
En dag med våbenhvile kan betyde, at humanitære organisationer får mulighed for at bringe medicin, mad og telte ud i konfliktområder.
I år er temaet for Fredsdagen 'Actions for Peace: Our Ambition for the #GlobalGoals.' 2023 er et betydningsfuldt år, hvor verden er halvvejs mod FN’s ambitiøse mål om at opfylde verdensmålene inden 2030. Temaet for årets Fredsdag understreger, at fred er afgørende for at opnå verdensmålene, herunder fremme lighed, udrydde fattigdom og bekæmpe klimaforandringer. Temaet opfordrer til kollektivt engagement fra alle verdens lande og understreger vigtigheden af at samarbejde på tværs af grænser for at opnå både fred og bæredygtig udvikling.
Hvert år på Fredsdagen afholdes der en ceremoni ved FN’s hovedkvarter i New York. Under ceremonien ringes der med den japanske fredsklokke, som findes i Fredshaven ved FN’s hovedkvarter. Efterfølgende afholdes et minuts stilhed for at markere dagen. Ceremonien understreger FN’s vedvarende forpligtelse til at fremme og sikre international fred. Du kan se med her.