FN-forbundet med i dansk skyggerapport til FN’s anti-tortur komité
Foto: Pixabay/ craigclark
FN-forbundet har bidraget med synspunkter til en rapport, der er blevet sendt til FN’s menneskerettighedskontor i Geneve. I alt 22 NGO’er har bidraget til rapporten, der udtrykker fælles synspunkter om Danmarks efterlevelse af konventionen mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Dette sker forud for at Danmark for 8. gang skal til ’eftersyn’ i den komité, som vurderer landenes efterlevelse af konventionen. Du kan følge med i mødet de kommende dage her.
I rapporten er der udtrykt bekymring på en række områder, hvor der kan rejses tvivl om Danmark har levet op til konventionens bestemmelser. Blandt områderne er den udbredte anvendelse af varetægts- og isolationsfængsel, ligesom behandling af afviste asylsøgere, herunder hjem- eller videresendelse til lande, hvor tortur kan være en risiko, er en alvorlig betænkelighed.
En positiv nyhed i Danmarks efterlevelse af konventionen er, at der nu er taget initiativ til at få konventionens definition af tortur og anden umenneskelig behandling skrevet ind i straffeloven - der er konkret gang i det lovforberedende arbejde. På den negative lovgivningsmæssige side, som det også står i NGO-rapporten, afviser danske regeringer forsat at inkorporere konventionen fuldt ud i dansk lovgivning.
Et område der fylder meget i rapporten, er vilkårene i fængsler og andre institutioner, hvor mennesker er sat under bevogtning. Dette omhandler f.eks. om mennesker med psykisk diagnose, eller andre under særlige særlige vilkår, f.eks. på udrejsecentre. Der peges på udbredt anvendelse af varetægtsfængsel (indespærring før afgørelse af skyldsspørgsmål – 40 pct. af indsatte i danske fængsler er varetægtsfængslede), ligesom der også rejses kritik af nogle af de disciplinære foranstaltninger for indespærrede, også med reference til ’Mandela Rules’”, som er de internationale bestemmelser om fængsling.
Et område som NGO-rapporten også peger på, er at Danmark kun i meget begrænset omfang lever op til kravene om at hjælpe torturofre, der måtte være kommet Danmark, f.eks. som flygtninge. Der er meget lidt undervisning blandt sundhedspersonale i hvordan man opdager og håndterer torturskader, og kun et par personer om året får bevilget en egentlig undersøgelse om, hvorvidt de faktisk har skader efter tortur.
Blandt de nye spørgsmål, der rejses i NGO-rapporten i forhold til sidst, er Kosovo og Rwanda. Som bekendt har regeringen planer om at drive et fængsel i Kosovo og at sende asylansøgere til Rwanda. Disse planer rejser en række problemstillinger om hvordan Danmark vil varetage sit ansvar i torturkonventionen på territorium, hvor Danmark ikke har bestemmende myndighed. De juridiske komplikationer bliver heller ikke mindre af at Kosovos statsretlige tilstand er uafklaret.
I forhold til Rwanda er ’asyl-modellen’ pt. ikke afklaret, men hvis asylsøgere skal i Rwandas varetægt kan Danmark komme i strid med bestemmelsen om ikke at sende personer (videre) til lande, hvor de risikerer tortur eller anden umenneskelig behandling. Dette samme gælder fx i sagen om en eventuel udlevering af en person til Indien, som ikke har ratificeret konventionen mod tortur.
Rapporten er i øvrigt ikke det eneste danske bidrag. Den danske seniorforsker Peter Vedel Kessing er blevet valgt til at sidde i komiteen fra 2024 til 2028.
Fakta:
’Konventionen mod tortur og anden umenneskelig og nedværdigende behandling er vedtaget i FN i 1984 og trådte i kraft i 1987. Den er ratificeret af 172 lande, herunder Danmark.
Til konventionen er der knyttet en komité med 10 medlemmer, som følger og gennemgår landenes efterlevelse af konventionen. Dette sker løbende, sådan at landene er til eftersyn med 5-6 års mellemrum. Mekanismen er rapporter fra landene, tidligere rapporter, rapporter fra andre dele af FN’s menneskerettighedsarbejde, ligesom NGO’er (som FN-forbundet, Dignity og mange andre) og Menneskeretsinstitutioner (som Institut for Menneskerettigheder) kan give deres mening til kende.
På dette grundlag og ud fra tidligere års rapporter, kommer de enkelte lande på dagsorden på de kvartårlige møder. Processen munder ud i en række anbefalinger fra komiteen til landene, typisk opdelt i nogle anbefalinger, som umiddelbart bør gennemføres, samt andre som landene på lidt længere sigt også bør arbejde med. ’
Se mere om komiteen og dens arbejde her.