Danmark øger humanitær hjælp til civilbefolkningen i Gaza
Foto: Pixabay
Krigen mellem Israel og Hamas har udviklet sig til en humanitær krise, hvor især krigen rammer børnene hårdest. Det anslås at omtrent 4500 børn er døde siden krigen begyndte d. 7. oktober. Der er mangel på nødvendige ressourcer som mad, vand og medicin i Gaza, og dette anses som en humanitær katastrofe. Hospitalerne i Gaza er under massivt pres, og der er akut brug for lægehjælp. Den danske regering har derfor besluttet at øge den humanitære indsats med 75 millioner kroner. Støtten har hovedsageligt fokus på indsatser der kan hjælpe de mange børn i Gaza, som er påvirket af krigen.
Forsat er der problemer med at få humanitær hjælp til Gaza, da der i øjeblikket er for få humanitære korridorer åbne. Danmark arbejder, gennem EU, på at der afholdes humanitære pauser i konflikten, så det er muligt at komme frem med nødhjælpen.
Det er blevet besluttet at den danske støttepakke vil blive fordelt mellem følgende organisationer: FN's Børnefond (UNICEF), FN's Verdensfødevareprogram (WFP), FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRRWA) og Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), med et hovedsageligt fokus på beskyttelsen af børn og levering af medicin og lægehjælp.
Danmark har med den nye støttepakke bidraget med et samlet beløb på 125 millioner kroner i humanitær støtte til Palæstina.