Ukraine Barneflygtning
16. marts 2022

Hvert sekund døgnet rundt flygter et barn fra krigen i Ukraine

Over tre millioner mennesker er flygtet fra Ukraine, siden krigen brød ud den 24. februar. Halvanden million af dem er børn.

Ifølge UNICEF er der hver dag, siden Ruslands krig i Ukraine brød ud, flygtet mere en 70.000 børn ud af landet. Det svarer til 55 børn i minuttet - eller cirka et barn i sekundet. Døgnet rundt. 

Men selvom de mange kvinder og børn kommer på afstand af krigen i et andet land, så behøver de langt fra at være i sikkerhed. Andre fare kan lure på den anden side af den ukrainske grænse.  

"På grænsen mellem Polen og Ukraine er det snesevis af mennesker, der står rundt om busser og minivans og råber navne på hovedstæder. Langt, langt de fleste er selvfølgelig mennesker med vidunderlige hensigter og stor generøsitet, men der er ingen tvivl om, at det, vi forstår som menneskehandel, også er et meget alvorligt problem," lyder det fra UNICEF's talsmand James Elder.

Kvinderne og børnene bliver stadig mere sårbare for hver dag, der går. Menneskehandlerne udnytter den sårbare situation, flygtningene er i efter at være flygtet fra krig og ankommet til nye, ukendte omgivelser, hvor situationen meget let kan være mere eller mindre kaotisk.

Som FN's generalsekretær António Guterres sagde, da han mandag talte til korrespondenter uden for Sikkerhedsrådets sal i New York:

"For rovdyr og menneskesmuglere er krig ikke en tragedie. Det er en mulighed. Og kvinder og børn er målene. De har brug for sikkerhed og støtte hvert skridt på vejen."

Gurerres udstregede ved samme lejlighed, at der kun er én vej ud af krigen, og den vej går via diplomatiet og forhandlingsbordet.

"Opfordringerne om fred skal høres. Denne tragedie må stoppe. Det er aldrig for sent for diplomati og dialog. Vi har brug for et øjeblikkeligt ophør af fjendtligheder og seriøse forhandlinger baseret på principperne i FN-pagten og international lov. Vi har brug for fred nu. Fred for befolkningen i Ukraine. Fred for vores verden."

Det er i dag 21 dage - eller præcis tre uger - siden Putin og Rusland startede krigen i Ukraine.

Vil du støtte nødhjælpsarbejdet i Ukraine, kan du bl.a. gøre det her: IOM, UNHCR, UNICEF, WFP, Dansk Flygtningehjælp eller Røde Kors.



Følg med:
Den nyeste info om Ukraine fra FN - HER
Læs baggrundsinfo hos FN-biblioteket - HER
UNHCR dataportal om de ukrainske flygtninges situation - HER




Foto: WFP