VBN 2021
13. september 2021

Verdens Bedste Morgen

I fredags den 10. september løb Verdens Bedste Morgen af stablen for 12. gang. I år var avisens tema Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund.

I udgaven af Verdens Bedste Nyheder kunne man derfor læse, at verdens byer, som udleder 70% af verdens CO2-udslip fra energi, er ved at omlægge deres brug af olie, gas og kul, som i gennem tiden har været anvendt til transport, el og varme, til bæredygtig energi.

Traditionen tro, skulle avisen deles ud over hele landet, og FN-forbundet kunne man som sædvanlig møde på Kongens Nytorv i København, hvor vi i samarbejde med ambassaderne fra Albanien, Holland, Norge, Italien, Rumænien, Tyrkiet og Slovenien delte aviserne ud i morgentrafikken. Vores landsforperson Jens Christian Wandel og Københavnskredsen var også med. Thomas Ravn-Pedersen, chefredaktør på Verdens Bedste Nyheder, og Kristian Jensen, særlig repræsentant for Danmark vedrørende valget til FN's Sikkerhedsråd, lagde også vejen forbi.

I Viborg var vi også til stede. De frivillige stod klar med aviserne på 11 uddelingssteder og nåede sågar at dele op mod 2000 aviser ud i morgentrafikken! Kurt Mosgaard, tidligere bestyrelsesmedlem og nu vores ‘anker’ i Viborg, blev oven i købet interviewet af TV Midt Vest i forbindelse med uddelingen.

Tak til de frivillige som deltog i København og Viborg, der kan aldrig være for mange hænder!

På landsplan kunne man møde adskillelige civilsamfundsorganisationer og mere end 2500 frivillige i 90 kommuner landet over, som deltog i Verdens Bedste Morgen.

 

Læs Verdens Bedste Nyheder

Avisen fra Verdens Bedste Morgen

Se billeder fra dagen 

Læs TV Midt Vests artikel