Hurtig respons fra WHO på ebola-udbrud
UN Photo / Martine Perret
Ebola er en virussygdom med meget høj dødelighedsrate. Den er opkaldt efter Ebola floden der ligger i DR Congo hvor sygdommen blev observeret for første gang tilbage i 1970erne. Det er en enormt smitsom sygdom der stammer ved første tilfælde fra nærkontakt med et dyr der bærer sygdommen, hvorefter den smitter gennem blod, sved, spyt, opkast, sæd, afføring og andre sekreter til andre mennesker. Mistanken er, at det enten er flagermus eller typer af gnavere der er kilden, men det vides ikke med sikkerhed hvilket dyr sygdommen stammer fra. Virussen vil gå i udbrud hos individet efter 2-21 dage, og kommer til syne ved influenza lignende symptomer - netop derfor kan den være svær at diagnosticere i de spæde faser.
Sygdommen er blevet observeret i havnebyen Mbandaka i DR Congo - en by med 1,5 million indbyggere. Netop grundet beliggenheden er smittefaren stor: vandet i havnen bliver brugt til mange forskellige ting og repræsenterer en enorm smittefare. Byen ligger også med direkte transportveje til hovedstaden Kinshasa hvor der bor 10 millioner mennesker. Det betyder, at tager en smittet person turen til Kinshasa kan sygdommen sprede sig i en langt større by, hvor sanitetsforhold og viden om sygdommen er begrænsede. En af de største udfordringer for WHO og Læger Uden Grænser er uvidenhed om sygdommen. Mange af de smittede oplever symptomerne som en almindelig influenza eller malaria. De søger derfor ikke hjælp på hospitaler og ved læger. Der findes ingen decideret kur mod ebola, men patienter behandles ved at få sukkerholdig væske, malariabehandling, bredspektret antibiotika, vitaminer og en kalorierig pasta, som normalt gives til underernærede børn. Det skal gøre de smittede modstandsdygtige over for ebola.
WHO har igangsat et responsprogram, som blev udviklet på baggrund af den utilstrækkelige indsats over for udbruddet i 2014. Dette omfatter hurtig indsættelse af personale fra WHO og dets partnere, robust kontaktopsporing, hurtig udbredelse af beskyttelsesudstyr, udnyttelse af en ny vaccine og samarbejde med lokalsamfund for at etablere behandlingsfaciliteter. "Vi vil stole på en række forebyggende og helbredende reaktioner på udbruddet", sagde WHO's generaldirektør Tedros på en pressekonference i dag. Selvom der ikke findes vacciner mod Ebola er typen rVSV-ZEBOV dog testet tilstrækkeligt til at WHO har sendt 4000 doser afsted mod Congo.
En gruppe uafhængige eksperter har foretaget en vurdering af indsatsen fra WHO's side, og har vurderet at det ikke er nødvendigt at erklære hvad der kaldes "Public Health Emergency of International Concern", der er den alleryderste undtagelsestilstand omfattende udrejseforbud fra landet. Gruppen af eksperter mener at WHO's respons system fungerer optimalt i øjeblikket, og at det indtil videre er lykkedes at begrænse udbruddet. En af udfordringerne er dog visse huller i kontaktopsporingen i meget fjerne landdistrikter der kun er tilgængelige efter flere timers motorcykeltur over åbne sletter og ufremkommelige veje.
Læger Uden Grænser er dog bekymret for smittefaren da der hver dag kommer nye smittede ind på hospitalerne, og viden om sygdommen i de landlige områder mangler. Du kan læse om vurderingen af responsprogrammet lige her.