Apartheid er forbi, men vi er langtfra blevet farveblinde
Blandt de mange FN-konventioner, som skal beskytte borgeres rettigheder kloden rundt, er konventionen mod racediskrimination blandt de ældste, vedtaget i 1965. Den har afsæt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som fastslår, at alle skal anses for lige i værdighed og rettigheder. Konventionen er også kendt som anti-apartheid-konventionen, da den især blev til med afsæt i den politik, der gjaldt i Sydafrika fra 1948 til 1994 - hvor der var forskellige regler for sorte, farvede og hvide borgere. Det sorte flertal havde færrest rettigheder, var henvist til at bo i særlige områder og havde ingen indflydelse på landets styre. FN-dagen i dag den 21. marts mod racediskrimination har også afsæt i apartheidtiden. Den dag i 1960 dræbte det sydafrikanske politi 69 sorte borgere i Sharpeville under en fredelig demonstration.
Apartheid er for længst borte som system, men det betyder desværre ikke, at det er slut med diskrimination ud fra "race, farve, afstamning, nationalitet eller etnicitet", uanset om diskrimination har afsæt i lovgivning, eller om det (blot) er den måde, lovgivning og magt virker på. Kastesystemet i Indien, baseret på afstamning, er fortsat en skamplet på et ellers demokratisk samfund. I mange afrikanske lande er den politiske kamp ofte mellem etniske grupper, og taberens hold må regne med diskrimination. "Dem og os" er en kendt model, selvom FN's verdensmål 16 appellerer til inklusion. I Latinamerika er der fortsat mange skel mellem den oprindelige befolkning og dem, som har rod i Europa. I den amerikanske præsident Donald Trumps karakteristik af især afrikanske lande som dårlige steder, var der ingen "lige værdighed". Der er fortsat meget at gøre. I den hjemlige politik kan der også være grund til eftertanke på FN-dagen mod racediskrimination. Et stort parti ønsker, at vi skal tage stilling til, om en konkret etnisk gruppe er en berigelse eller en byrde, og i debatten er der efterhånden en generel tendens til at se alle andre end etniske danskere som et samfundsproblem.
Der er også tvivlsomme nyskabelser i lovgivningen, hvor det nu skal være umuligt at få bevilget familiesammenføring, hvis man bor på bestemte adresser. I regeringens forslag i forhold til udsatte boligområder er der bestemmelser på vej, som særligt vil påvirke visse nationale/etniske grupper. Juridisk måske ikke diskrimination, men måske alligevel? Og hele benævnelsen "ikke-vestlig" har en tone, der slet ikke flugter med konventionen mod racediskrimination. Her på FN-dagen bør vi huske, at alle borgere er lige værdige og har krav på ordentlighed, også de få, som ikke selv favner de universelle menneskerettigheder - og supplerende lokale værdier.
Debatindlægget er bragt i Kristeligt Dagblad den 21. marts 2018