Straffedomstol på ret kurs

I slutningen af forrige århundrede var et vigtigt fokus for både menneskeretsorganisationer og fredsorganisationer spørgsmålet om straffrihed - om hvordan man kunne sikre, at ledere bag krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ikke kan undslippe retsforfølgelse. Idi Amin (Uganda) og Pol Pot (Cambodja) illustrerer sagen.

De voldsomme begivenheder i Rwanda (800.000 dræbte) og i Eksjugoslavien (150.000 dræbte) i begyndelsen af 1990'erne betød yderligere opmærksomhed på, at topansvarlige skulle kunne retsforfølges internationalt. FN's Sikkerhedsråd nedsatte særlige domstole/tribunaler for de to områder, og grundlaget var, at også topledere kunne dømmes, hvis deres ansvar uden rimelig tvivl kunne fastslås. Siden 2002 har den permanente internationale straffedomstol (ICC) arbejdet på tilsvarende grundlag.

I tilfældet med Eksjugoslavien har der været sager mod 161 personer fra forskellige dele af det nu opløste land, og der udestår fortsat afgørelser, ligesom nogle domme er appelleret til domstolens anden instans. Det besværlige arbejde kørte i mange år nogenlunde som forventet. Mange ledere blev fundet skyldige og dømt, andre blev frifundet. I flere tilfælde har det taget år at få fanget de ønskede personer.

Frifindelser vakte opsigt

I november 2012 - tilfældigvis da jeg og 10 andre fra FN-forbundet var på studietur til Haag og havde besøgt Jugoslavien-domstolen - skete der et skifte. Her blev to kroatiske generaler, som i første instans var blevet idømt henholdsvis 24 og 22 år for medansvar for fordrivelse af 90.000 serbere fra Krajina-provinsen, frifundet af appelretten. Det vakte international opsigt, mens Kroatien upassende modtog dem som helte.

Frifindelsen blev begrundet med, at der ikke kunne knyttes en helt præcis forbindelse mellem de to ledere og den hurtige (og øjensynligt koordinerede) fordrivelse. Appelretten mente ikke, at "den rygende pistol" var til stede.

Siden fulgte flere frifindelser med samme begrundelse, og der bredte sig en undren, som herhjemme kom mest tydeligt til udtryk, da en privat mail fra en dansk dommer ved ICC nåede til pressens kendskab. Han udtrykte stor bekymring over den nye linje og fremsatte formodning om, at regeringer fra flere lande havde presset ICC til at lade ledere slippe.

Rationalet for en sådan teori er klart nok. Der er lande, hvis ledere i dag står med det øverste ansvar for handlinger, der kan falde under grundlaget for sådanne straffedomstole. Det kan handle om militære indgreb uden FN-mandat, om nedskydninger med droner eller grove overgreb mod civilbefolkningen. Disse ledere vil helst ikke se sig selv på anklagebænken i den permanente straffedomstol og vil gerne have retspraksis justeret.

Dømt på indicier

I de senere måneder har jeg dog åndet lettet op. Først kom en afgørelse fra den særlige domstol vedrørende Sierra Leone, som fastholdt sin lange dom over Liberias tidligere præsident. I begyndelsen af 2014 har domstolen for Eksjugoslavien afsagt flere domme, som afviser den i nogen tid gældende linje og fastslår, at politiske og militære ledere kan dømmes, også selv om det delvist må ske på indicier. Alt andet er også i strid med sund fornuft.

Forløbet viser med al tydelighed, at kampen mod straffrihed ikke permanent er vundet, men skal holdes i live af borgere og regeringer, som går ind for lighed for loven og alvorligt mener, at krigsforbrydelser skal straffes. Syriens præsident Assad er vist et eksempel, som alle kan forstå.