Endnu en chance for våbenhandelstraktaten

Af Maj Rørdam Nielsen

Mandag den 18. marts 2013 begyndte en stor forhandlingskonference om våbenhandelstraktaten i FN. Udenrigsminister Villy Søvndal var ligesom en række andre udenrigsministre og generalsekretær Ban Ki-moon til stede på konferencens første dag, hvor også flere hundrede mennesker fra landedelegationer og NGOer var forsamlet.

UN Photo/ Stuart Price

Stemningen var forventningsfuld, for forhandlingerne markerer en historisk mulighed: Om to uger kan verden langt om længe få en traktat, der effektivt bekæmper illegal og uansvarlig våbenhandel og afbøder noget af den enorme skade, der forvoldes af våben. Traktaten kan potentielt få enorm betydning for menneskers sikkerhed, på linje med konventionerne om international humanitær ret og menneskerettigheder.

Konferencen følger op på en 4-ugers forhandlingsrunde, der blev afholdt i juli 2012. Juli-forhandlingerne endte uden konsensus om en traktat, men man nåede frem til et traktatudkast, der er udgangspunktet for den nye konference. Udkastet sætter menneskelig sikkerhed centralt i formålserklæringen og i de kriterier, lande skal anvende når de overfører våben - men det indeholder også en række kompromiser, der potentielt kan gøre traktaten så svag, at den får ringe effekt. Dels er ikke alle typer af våben og våbenoverførsler dækket af udkastet - det gælder fx eksplosiver og droner, og det gælder gaver, lån og udlejning af våben. Dels indeholder traktaten ikke noget absolut forbud imod, at lande handler med våben til modtagere, der med stor sandsynlighed vil bruge dem til at begå krigsforbrydelser og grove krænkelser af menneskerettighederne. Og derudover lægger traktaten op til, at det kun er eksportørlande, og ikke stater med andre roller i våbenhandlen, der skal sørge for, at våben ikke havner i de forkerte hænder. Der er altså meget på spil i de sidste to uger, for de endelige forhandlinger skal gerne sikre, at disse "huller" i traktaten bliver lukket.

>> Få et hurtigt overblik over forhandlingerne med vores factsheet

>> Våbenhandelstraktaten og ét skridt videre (slides)

Generalsekretær Ban Ki-moon åbnede konferencen. Han talte om det absurde i, at handel med møbler er bedre reguleret end handel med våben - og at de mange ofre for våbenhandelen har betalt en høj pris. Han beklagede, at våbenhandlen underminerer FN's arbejde med bæredygtig udvikling, fredsbevarelse og nødhjælp - og sluttede af med at opfordre landenes delegerede til at styrke og færdiggøre arbejdet med våbenhandelstraktaten.

Efter Ban Ki-moon talte udenrigsminister Villy Søvndal, som var en af de få tilstedeværende ministre. Udenrigsministeren talte om de tragiske menneskelige konsekvenser, våbenhandlen hvert år har. Han pointerede, at traktaten bør have robuste kriterier for våbenoverførsler, der kan sikre respekt for menneskerettigheder og international humanitær ret. Han nævnte også, at landenes rapporter om, hvilke våbenoverførsler, de har autoriseret, skal være tilgængelige for offentligheden. Endelig påpegede han, at internationalt samarbejde og bistand ville være nødvendigt for at sikre effektiv implementering af traktaten - og annoncerede i den forbindelse, at Danmark har afsat 1,6 millioner dollars - eller 10 millioner kroner - til at bistå udviklingslande med implementeringen.

Danmark var senere på dagen medunderskriver på en fælles udtalelse fra 108 lande, hvor der blev advaret imod at lade de føromtalte "huller" i traktaten stå åbne: "En svag våbenhandelstraktat kan potentielt legitimere den uansvarlige og ulovlige våbenhandel. Det er et resultat, vi må undgå", lød det i erklæringen.

Det var dog ikke alle lande, der udtalte sig lige entusiastisk for at sikre en stærk traktat. De fem permanente sikkerhedsrådsmedlemmer lavede en fælles udtalelse, hvor de henstillede til, at hvert land på national basis skulle bestemme, hvilke våben, der ansås for dækket af traktaten. Derudover erklærede de, at de anså det for "essentielt" at holde fast i kompromiserne fra juli.

Der venter altså to spændende uger forude, hvor de delegerede har en vigtig opgave med at sikre, at kompromiserne i traktaten bliver umagen værd. Det bliver for alvor en lakmusprøve at se, om der er politisk vilje til, at alle verdens lande kan blive enige om en traktat, der effektivt regulerer våbenhandelen. Hvis det ikke sker, er der mulighed for, at traktaten efter konferencen kan sendes til afstemning, hvor den vil kunne vedtages med to-tredjedels flertal.