Verdens bedste nyheder skal ud
22. august 2011
"Kampen mod fattigdom bærer frugt." Sådan lyder budskabet fra den fælles NGO-kampagne, Verdens Bedste Nyheder, i år.
Budskabet falder en smule tungt i disse dage, hvor den humanitære situation på Afrikas Horn bliver værre time for time, og antallet af de millioner af mennesker, der mangler vand, mad og medicin vokser dag for dag.
Men Verdens Bedste Nyheder handler netop om at forebygge situationer, som vi ser, de udvikler sig på Afrikas Horn lige nu - og som vi så i Pakistan sidste år - ved hjælp af langsigtet udviklingsarbejde. Fødevaresikkerhed, sundhed, skolegang, ligestilling, miljørigtige løsninger og globalt samarbejde er bare nogle få af elementerne i den svære ligning. Men fakta er, at det hjælper!
Et eksempel er børnedødelighed, der oftest skyldes sygdomme, der kan forebygges og/eller behandles som f.eks. malaria eller diaré. Siden 1990 er tallet faldet med en tredjedel fra 99 døde per 1.000 til 66 i 2009 efter en effektiv indsats i forhold til vaccintionsprogrammer. I Afrika alene er antallet faldet med 90%.
Det langsigtede udviklingsarbejde må ikke forveklses med den nødhjælp, der er behov for på Afrikas Horn lige nu - eller omvendt. Begge dele er nødvendige, men med det lansigtede udviklingsarbejde kan vi gøre vores til, at det ikke sker igen.
Dét er Verdens Bedste Nyheder.
Torleif Jonasson
Generalsekretær
Læs mere om Verdens Bedste Nyheder HER