Indien og tortur

Det har været en offentlig hemmelighed, at Indien har lagt et endog meget stærkt pres på den danske regering for at få Niels Holck udleveret til retsforfølgelse for deltagelsen i våbennedkastning i 1995. Det har retssagen om udleveringen båret præg af. Og det understeger Indiens efterfølgende reaktion med trussel om nedfrysning af dansk-indiske relationer.

To danske retsinstanser har samstemmende afvist udlevering med den begrundelse, at Niels Holck kunne risikere at blive udsat for tortur i indiske fængsler. Derfor skulle man umiddelbart tro, at budskabet var mere end klart for de indiske myndigheder. Sådan er forholdene i en demokratisk retsstat.

Alligevel har man fra dansk side følt det nødvendigt at forklare de indiske myndigheder, at danske domstole er uafhængige og ikke kan påvirkes af regeringens politiske overvejelser. Selv ikke af relationer til vigtige fremmede magter. Det burde være overflødigt, men al fornuftig diplomatisk udglatning er naturligvis på sin plads. Men når udenrigsminister Lene Espersen derefter gentagne gange understreger, at hun meget langt forstår Indiens skuffelse over afgørelsen, så går diplomatiet for langt. Retssagen har givet ganske konkrete vidnesbyrd om tortur i indiske fængsler, som begrunder afgørelsen.

Men derudover er Indien selv i høj grad skyld i, at spørgsmålet om tortur overhovedet bliver rejst. I modsætning til Danmark og 146 andre FN-lande, så har Indien ikke ratificeret FN's konvention om tortur, som trådte i kraft i 1987. Derfor er det ganske misvisende, når Lene Espersen henviser til, at vi i Danmark ville reagere lige så frustreret, hvis andre lande afviste udlevering af en terrorsigtet til dansk retsforfølgelse. Danske myndigheder har forpligtet sig til ikke at bruge tortur - det har de indiske ikke.

Måske kunne udenrigsministeren i en rolig stund foreslå sin indiske kollega, at Indien - som jo også kandiderer til en permanent plads i FN's sikkerhedsråd - nu ratificerer torturkonventionen.